Skal jeg dyrke sport, eller vil jeg hellere gå på café og nyde en lækker jordbærmilkshake?
Hvad der præcist sker i vores hjerne, når vi træffer denne beslutning, har indtil nu været et mysterium for videnskaben, men forskere ved ETH Zürich har fundet løsningen.
De har afkodet, hvilket hjernestof og hvilke nerveceller der formidler denne beslutning: neurotransmitteren orexin og de neuroner, der producerer den.
Disse neurovidenskabelige principper er relevante, fordi mange mennesker ikke får nok motion.
De fleste af os har sikkert på et eller andet tidspunkt besluttet at springe motionen over til fordel for en af hverdagens mange alternative fristelser.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen får 80 procent af de unge og 27 procent af de voksne ikke nok motion.
Og fedme stiger med en alarmerende hastighed, ikke kun blandt voksne, men også blandt børn og unge.
Orexin spiller en afgørende rolle for, om mad foretrækkes frem for motion
På trods af disse statistikker lykkes det mange mennesker at modstå de allestedsnærværende fristelser og få nok motion.
Forskere under ledelse af Denis Burdakov, professor i neurovidenskab ved ETH Zürich, ville vide, hvad det er i vores hjerne, der hjælper os med at træffe disse beslutninger.
I deres forsøg med mus kunne forskerne vise, at orexin spiller en nøglerolle i denne proces.
Det er en af over hundrede neurotransmittere, der er aktive i hjernen.
Andre neurotransmittere, såsom serotonin og dopamin, blev opdaget for længe siden, og deres rolle er stort set blevet afklaret.
Situationen er anderledes med orexin: Forskerne opdagede det relativt sent, for omkring 25 år siden, og er nu gradvist ved at afklare dets funktioner.
Burdakov er en af de forskere, der har forsket i orexin. Ifølge forskerne er dopamin en populær forklaring inden for neurovidenskaben på, hvorfor vi vælger visse ting og undgår andre.
Dette signalstof i hjernen er afgørende for vores generelle motivation.
Men vores nuværende viden om dopamin forklarer ikke uden videre, hvorfor vi vælger at træne frem for at spise.
Vores hjerne frigiver dopamin, både når vi spiser, og når vi motionerer, men det forklarer ikke, hvorfor vi vælger det ene frem for det andet.
For at finde ud af det udviklede forskerne et genialt adfærdseksperiment med mus, der kunne vælge frit mellem otte forskellige muligheder i ti minutters forsøg.
Disse omfattede et hjul, som de kunne løbe på, og en “milkshake-bar”, hvor de kunne nyde en normal milkshake med jordbærsmag.
I deres eksperiment sammenlignede forskerne forskellige grupper af mus: en gruppe med normale mus og en gruppe, hvor musenes orexin-system var blokeret, enten med et lægemiddel eller ved at genmodificere deres celler.
Musene med et intakt orexin-system brugte dobbelt så meget tid på løbehjulet og halvt så meget tid ved milkshake-baren som musene, hvis orexin-system var blokeret.
Interessant nok var de to gruppers adfærd dog ikke forskellig i eksperimenter, hvor forskerne kun tilbød musene enten løbehjulet eller milkshaken.
Det betyder, at orexinsystemets vigtigste rolle ikke er at kontrollere, hvor meget musene motionerer, eller hvor meget de spiser, men ifølge forskerne ser det snarere ud til at spille en central rolle i beslutningen mellem det ene og det andet, når begge muligheder er tilgængelige.
Uden orexin var beslutningen klart til fordel for milkshaken, og musene gav afkald på motion til fordel for mad.
Hvad det betyder for mennesker
ETH-forskerne antager, at orexin også kan være ansvarlig for denne beslutning hos mennesker; de involverede hjernefunktioner er kendt for at være praktisk talt de samme hos begge arter.
Ifølge Daria Peleg-Raibstein, gruppeleder ved ETH Zürich, som ledede undersøgelsen sammen med Denis Burdakov, vil det næste skridt være at verificere disse resultater hos mennesker.
Det kunne indebære at undersøge patienter, som af genetiske årsager har et begrænset orexin-system – det er tilfældet hos omkring en ud af to tusinde mennesker.
Disse mennesker lider af narkolepsi (en søvnforstyrrelse). En anden mulighed ville være at observere mennesker, som får et lægemiddel, der blokerer orexin.
Sådanne lægemidler er godkendt til patienter med søvnløshed.
Ved at forstå, hvordan hjernen formidler mellem fødeindtagelse og fysisk aktivitet, kan der ifølge forskerne udvikles mere effektive strategier til at bekæmpe den globale fedmeepidemi og de dertil knyttede stofskiftesygdomme.
Især kan der udvikles interventioner, der kan hjælpe med at overvinde barrierer for motion hos raske mennesker og dem med begrænset fysisk aktivitet.
Burdakov påpeger dog, at det er vigtige spørgsmål for forskere, der er involveret i klinisk forskning på mennesker.
Han og hans gruppe er dedikeret til grundlæggende neurovidenskabelig forskning.
Som det næste vil han finde ud af, hvordan orexin-neuronerne interagerer med resten af hjernen, når der træffes beslutninger som den mellem motion og mellemmåltider.