At vågne udløser ikke en øget frigivelse af stresshormonet kortisol. Men kortisol stiger i timerne før, man vågner, som en del af kroppens forberedelse til den næste dag, viser en ny undersøgelse, som er ledet af University of Bristol. Undersøgelsen er offentliggjort i Proceedings of the Royal Society B.

At vågne op fører ikke til øget frigivelse af kortisol

I mange år har man antaget, at det at vågne op stimulerer frigivelsen af hormonet kortisol – et fænomen, der er kendt som “cortisol awakening response” (CAR). Denne reaktion er blevet brugt til at undersøge mange kliniske tilstande, herunder PTSD, depression, fedme og kronisk træthedssyndrom. Et stort problem med undersøgelser, der bruger CAR, er, at protokollerne typisk kun evaluerer prøver, der er taget efter opvågning, og ikke i perioden før, da målingerne er taget i spyt. Derfor kan undersøgelserne ikke påvise en ændring i kortisoludskillelsen, mens man er vågen.

For at afklare det afgørende spørgsmål om, hvorvidt kortisoludskillelsen rent faktisk stiger, når man vågner, brugte forskerholdet fra Bristol et automatiseret prøvetagningssystem til at måle kortisolniveauet i vævet hos 201 raske mænd og kvinder i alderen 18-68 år, både før og efter de vågnede. Forskerne fandt, at opvågning IKKE førte til øget kortisolfrigivelse, og der var ingen tegn på en ændring i kortisolstigningshastigheden i timen efter opvågning sammenlignet med timen før opvågning. Det tyder på, at ændringer i kortisolniveauet umiddelbart efter opvågning med meget større sandsynlighed repræsenterer afslutningen på den daglige kortisolrytme, som stiger i de tidlige morgentimer og topper kort efter det sædvanlige opvågningstidspunkt.

Det er vigtigt at bemærke, at undersøgelsen også fandt en betydelig interindividuel variation i den absolutte koncentration og ændringshastigheden samt forskelle i dynamikken, som kan skyldes søvnens længde og tidspunkt. På baggrund af disse resultater anbefaler forskerne, at man er forsigtig med at fortolke kortisolmålinger, der kun er foretaget i timen efter opvågning. Resultaterne tyder på, at den primære årsag til ændringer i kortisolniveauet på tidspunktet for opvågning primært er relateret til den endogene døgnrytme for kortisol. Desuden tyder resultaterne på, at hvis kortisol overhovedet er relateret til opvågning, er det mere sandsynligt, at det er relateret til faktorer, der bidrager til opstarten af opvågning end som reaktion på den.

Forholdet mellem kortisolstigninger om natten og søvn

Døgnrytmer, de naturlige 24-timers cyklusser af fysiologiske og adfærdsmæssige mønstre, er ekstremt vigtige tilpasninger til livet på vores planet med dens daglige lys-mørke- og temperaturvariationer. Forstyrrelser af disse rytmer bidrager til mange mentale, metaboliske, kardiovaskulære og immunologiske sundhedsproblemer. At forstå kortisolrytmernes rolle i mange af disse problemer er meget vigtigt for, at forskere kan forstå disse lidelser og deres potentielle behandling. Stafford Lightman, professor i medicin ved Bristol Medical School: Translational Health Sciences (THS) og en af undersøgelsens hovedforfattere siger: “Vores undersøgelse åbner op for en helt ny ramme for forståelsen af sammenhængen mellem kortisolstigninger om natten og søvn, og hvordan den kan forstyrres ved søvnforstyrrelser, depression og mange andre medicinske tilstande.

Ved at måle både før og efter opvågning giver denne undersøgelse ifølge forskerne en tiltrængt og afgørende indsigt i kortisolens dynamik i forhold til søvn og endogene rytmer og viser også, at resultater, der anses for at være generelt accepterede i forskersamfundet, kan være forkerte. Forskerholdet foreslår, at fremtidige undersøgelser af mekanismerne for opvågning fra både natte- og morgensøvn nøje bør overveje de dynamiske ændringer i aktiviteten i hypothalamus-hypofyse-aksen – det system i kroppen, der regulerer stressresponsen og frigivelsen af kortisol – ud over søvn og adfærd.