Bare et par dages natarbejde er nok til at forstyrre de proteinrytmer, der er forbundet med blodsukkerregulering, energimetabolisme og inflammatoriske reaktioner. Disse processer kan påvirke udviklingen af kroniske stofskiftesygdomme. Resultaterne af en undersøgelse ledet af forskere fra Washington State University og Pacific Northwest National Laboratory giver ny indsigt i, hvorfor natarbejdere er mere udsatte for diabetes, fedme og andre stofskiftesygdomme.

Tidlig indgriben for at forebygge diabetes og fedme

“Der er processer forbundet med det biologiske hovedur i vores hjerne, som siger, at dag er dag, og nat er nat, og andre processer, der følger rytmer andre steder i kroppen, som siger, at nat er dag, og dag er nat,” forklarer Hans Van Dongen, der er seniorforfatter på studiet og professor ved WSU Elson S. Floyd College of Medicine. Når de interne rytmer forstyrres, oplever vores system langvarig stress, hvilket eksperter mener har langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser.

Selvom der er brug for mere forskning, siger Van Dongen, at undersøgelsen viser, at disse forstyrrede rytmer er tydelige efter bare tre dage, hvilket tyder på, at det kan være muligt at gribe ind tidligt for at forebygge diabetes og fedme. En sådan indgriben kan også hjælpe med at reducere risikoen for hjertesygdomme og slagtilfælde, som også er øget hos natarbejdere.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of Proteome Research, omfattede et kontrolleret laboratorieeksperiment, hvor frivillige arbejdede på simulerede nat- eller dagvagter over tre dage. Efter deres sidste vagt blev deltagerne holdt vågne i 24 timer under konstante forhold med hensyn til lys, temperatur, arbejdsstilling og fødeindtagelse for at måle deres indre biologiske rytmer uden indblanding fra ydre påvirkninger.

Glukoseniveauet hos natarbejdere er ikke længere synkroniseret

Blodprøver blev taget og analyseret med regelmæssige mellemrum i løbet af 24 timer for at identificere proteiner, der findes i blodbaserede celler i immunsystemet. Nogle proteiner havde rytmer, der var tæt forbundet med det biologiske hovedur, som holder kroppen i en 24-timers rytme. Hoveduret er ufølsomt over for ændringer i vagtplaner, så disse proteinrytmer ændrede sig ikke væsentligt som reaktion på nattevagtplanen. Men de fleste andre proteiner havde rytmer, der ændrede sig markant hos deltagere på nathold sammenlignet med deltagere på daghold.

Da forskerne kiggede nærmere på proteiner, der er involveret i glukoseregulering, observerede de en næsten fuldstændig omvending af glukoserytmerne hos deltagerne på natholdet. De fandt også ud af, at de processer, der er involveret i insulinproduktion og -følsomhed, og som normalt arbejder sammen om at holde glukoseniveauet inden for et sundt område, ikke længere var synkroniseret hos deltagerne på natholdet. Forskerne sagde, at denne effekt kunne skyldes, at insulinreguleringen forsøgte at vende de glukoseændringer, der blev udløst af nattevagten. De sagde, at det måske er en sund reaktion i øjeblikket, da ændrede glukoseniveauer kan skade celler og organer, men at det kan være problematisk i det lange løb.

“Vi kunne vise, at der faktisk er en forskel i molekylære mønstre mellem frivillige med normale arbejdstider og dem med arbejdstider, der ikke stemmer overens med deres biologiske ur,” siger Jason McDermott, der er computerforsker i PNNL’s afdeling for biologiske videnskaber. “Virkningerne af denne forskydning er ikke blevet karakteriseret før på dette molekylære niveau og på denne kontrollerede måde.” Forskernes næste skridt bliver at studere arbejdere i den virkelige verden for at se, om nattevagter forårsager lignende proteinændringer hos langtidsarbejdere.